Den Lille Kulturnat for børn i alderen 4-12 og deres voksne

Store oplevelser og sjove aktiviteter for de små i et krible-krable-univers med afsæt i bibliotekets samlinger og værker om alverdens insekter, kryb og kravl

fredag 13. marts 2020 kl. 16:00 Den Sorte Diamant
Foto: Niels Hougaard

Igen i år afholdes en særlig kulturnat for børn og deres voksne, og Den Sorte Diamant inviterer til en aften i børnenes tegn inspireret af bibliotekets samlinger.

Ude på bibliotekets magasiner imellem de store bogreoler står værker om alverdens insekter, kryb og kravl. Disse værker har inspireret os til en masse sjove lege, oplevelser og aktiviteter, som du kan være med til på Den Lille Kulturnat.

Du kan møde bibliotekets egne insekteksperter fra Bevaringsafdelingen. De arbejder hver dag med at passe på bibliotekets bøger og sørger for, at de ikke bliver spist af insekter! Se f.eks. hvordan en konservator reparerer skaderne efter insekter eller tag kitlen på og kig med i mikroskopet på de små biller.

Insektfælder og bogorme
I de kreative værksteder kan du lave din egen insektfælde, så du kan fange og studerer insekterne hjemme hos dig selv. Du kan også lave din egen flotte edderkop eller sommerfugl af stof, pap og piberensere, som kan pynte på dit værelse.

Sammen laver vi også en kæmpe bogorm, som du kan være med til at udsmykke.

Gå også på en særlig skattejagt, hvor det drejer sig om at fange og finde så mange insekter som muligt! 

Og når I trænger til en forfriskning byder caféen i Den Sorte Diamant på snacks, drikkevarer eller aftensmad.        

Målgruppe: børn i alderen 4-12 år og deres voksne