Det Kreative Bibliotek - Lav dit eget våbenskjold

Tegn, mal og byg dit eget kunstværk inspireret af skattene i Det Kgl. Bibliotek

lørdag 25. april 2020 kl. 10:00 -15:00 Galejsalen


Vi fortsætter succesen! I dette forår kan du igen tage dine søskende, venner og voksne med til workshops i Den Sorte Diamant. Kom og lav jeres eget kunstværk i vores kreative værksted sammen med billedkunstner Ann Louise Andersen. Vi har været i bibliotekets arkiver og fundet flotte og fascinerende gamle bøger frem, som vi bliver inspireret af og arbejder ud fra. Alle workshops er drop in-arrangementer, og det tager ca. 30 minutter at deltage, men bliv gerne længere. Gør din indre kunster klar og kom forbi.

Denne gang kan du lave dit eget våbenskjold!

En rigtig ridder har sit eget våbenskjold, og på biblioteket har vi mange smukke illustrationer af gamle våbenskjold. Ved denne workshop kan du bygge et skjold og dekorere det, så du får dit helt eget våbenskjold.

Vi laver vores egne flotte skjold af grå liggeunderlag og gaffatape. Med saks skaber vi et våbenskjold med mosgummi i alverdens farver, som vi limer på vores skjold med limpistol.

Arrangementet er for børn og deres voksne og er gratis.

✉ Skriv dig op til at modtage Diamantens kulturnyhedsbreve her ✉