Stik til søs med biblioteket (3:3)

Hop med om bord når Den Sorte Diamant torsdag, fredag og lørdag i vinterferien inviterer alle børn og deres voksne med på en rejse i det maritime univers.

lørdag 15. februar 2020 kl. 10:00 Galejsalen

Er du også fascineret af livet ude på det dybe hav? Så hop med om bord, når Den Sorte Diamant torsdag, fredag og lørdag i vinterferien inviterer alle børn og deres voksne med på en rejse i det maritime univers. 

I vinterferien indvier vi Galejsalen, som bliver et helt nyt lokale specielt til børneaktiviteter og undervisningsforløb. Galejhuset var oprindeligt en del af Christian IV’s havneanlæg, hvor flådens skibe skærmet mod spioners øjne kunne hente ammunition og proviant. Og Bibliotekshaven var faktisk en gang fyldt med vand, fordi det var et havnebassin.

Netop skibe og livet til søs er omdrejningspunktet for de maritimt inspirerede aktiviteter, der kommer til at foregå i vinterferien. Der vil være mange sjove aktiviteter og mulighed for at opleve nogle af de helt unikke ting fra bibliotekets samlinger. Du kan blandt andet prøve kræfter med vores særlige udgave af twister og se, om du kan holde balancen, ligesom sømændene skal ude på de store bølger. Du kan også få lov til at tatovere en sømand med din egen designede tatovering eller tatoveringer fra gamle dage. Derudover kan du dykke under havets overflade og udforske vores oplevelsesbane i fiskenet, der er fyldt med havets fisk, skatte og overraskelser. Gå heller ikke glip af det kreative værksted, hvor du kan slippe din indre kunstner løs og lave dit eget flotte sejlskib.

Så tag dine venner, søskende, forældre og bedsteforældre med til en hyggelig og skæg dag til søs på Det Kgl. Bibliotek. Arrangementet finder sted d.13., 14. og 15. februar i uge 7 fra kl. 10 - 15 i Den Sorte Diamant. Arrangementet er et drop in-arrangement, så kom forbi, når I har tid, og bliv, så længe I har lyst.

Målgruppe: børn i alderen 4-12 år og deres voksne

Gratis entré

Når sulten melder sig, kan I købe pølsehorn, sodavand og andet godt i bibliotekets Café. Her kan I også købe slik, kage etc.

 

✉ Skriv dig op til at modtage Diamantens kulturnyhedsbreve her ✉